Beagler til jagt / Beagling / Harejagt             

Med på jagt:

I oktober 1998 deltog vi i en beagling med The Oakley Foot Beagle Pack, og skrev da vi kom hjem nedenstående artikel om vores oplevelser. Efterfølgende bad vi Master David Manning om at beskrive, hvordan man bliver "Master", og hvordan træningen af et pack foregår (se afsnittet "træning til jagt" herover). 

Se også afsnittet "Peterborough Hound Show" som er en reportage fra Englands største udstilling af hounds opdrættet til jagt.

Denne artikel har været offentliggjort i Beagle Klubbens Magasin nr. 1/1999.

"Jamen, hvor er hestene...?"

En kold og meget våd lørdag i oktober oprandt dagen, som vi gennem mange år havde ventet på og glædet os til. Vi skulle på beagling.

Stedet var et par timers kørsel nord for London i meget landlige omgivelser, langt fra hovedvejen, til venstre ved den lokale pub og helt ud for enden af en meget lang og meget pløret markvej.

På dette øde sted, hvor man kun hørte køernes brølen og de lokale hundes ophidsede tilkendegivelse af, at der var fremmede i området, dukkede efterhånden en hel kortege af biler op. Efterhånden som alle fik bakset et par hjul op på, hvad der lignede en rimelig tør jordknold, så chancen for at komme tilbage til civilisationen senere på dagen stadig var i behold, dukkede der et sælsomt syn frem - som taget ud af en gammel engelsk film. Slidte oilskinsjakker, ternede knickers og sixpences samt den uundværlige vandrestok. Enkelte havde forbrudt sig mod traditionerne og taget fodboldstøvler på for at stå fast, men de fleste havde fundet de gode solide travesko eller gummistøvler frem.

Kun de fire hovedpersoner i den forestående hunt adskilte sig fra de øvrige, selvom deres påklædning var mindst lige så traditionel, som de øvrige deltageres. Grønne hatte, jakker og strømper, hvide silketørklæder og hvide knæbukser, og med en lang pisk oprullet i den ene hånd.

Bagklappen på en kassevogn blev åbnet, og ud kom 36 glade beagler, som alle samlede sig omkring deres huntsman. Som alle andre beagler skulle de én af gangen lige over på den anden side af vejen for at tisse eller hilse på tilskuerne, og hver gang blev de kærligt, men bestemt kaldt tilbage ved deres navn - og alle reagerede med det samme! Efter en kort briefing var vi klar til beagling.

Og hvad er så beagling?

Det er den jagtform, som beaglen oprindelig er opdrættet til, og som stadig dyrkes i stor stil i England og mange andre steder i verden, hvor briterne har sat deres spor. Et pack  bestående af 5-20 couples, dvs. 10-40 beagler, søger og finder færten efter en hare, hvorefter de syngende følger færten og - hvis de er heldige - fanger og dræber haren. Til at styre selve jagten er en huntsman, som har mindst to whippers-in til at passe fløjene i jagtområdet og evt. en fieldmaster, som egentlig har ansvaret for jagtdeltagerne, men som også hjælper sin huntsman med at styre hundene.

Deltagerne i jagten er lokale interesserede, som i hverdagen er aktive omkring kennelen med økonomiske bidrag eller som puppie-walkers, der tager hvalpene til sig i nogle måneder for at socialisere dem, inden deres debut i pack'et.

Huntsman'en forsøger at tilrettelægge jagten således, at tilskuerne, som følger hundene til fods, får størst mulig chance for at nyde hundenes arbejde og syngen. Haren løber i store uregelmæssige cirkler og vil sædvanligvis vende tilbage til sit udgangspunkt gang på gang. Derfor er det muligt for tilskuerne at følge hundenes arbejde på afstand.

Tilbage til den våde markvej.

The Oakley Foot Beagle Pack var klar til afgang. De 2 whippers-in var for længst på vej ud i jagtområdet, som på dagen bestod af 10-12 store marker adskilt af de kendte engelske levende hegn, men praktisk placeret på hver side af en stor blød dal, så det meste af området kunne overskues på afstand. Vi var på forhånd advaret om, at hundene havde meget svære vilkår at arbejde under på dagen og derfor ville have vanskeligt ved at lokalisere færten, da nogle af markerne nærmest stod under vand, og regnen konstant silede ned. Men det var et ubeskriveligt syn, da de 36 beagler første gang fik fært og syngende bevægede sig ud over marken i fuld fart. - Enhver beagleejers mareridt fristes man til at sige, når man efterhånden kun kan se hundene som små prikker i det fjerne, men i løbet af kort tid var de alligevel tilbage igen, på jagt efter en ny fært. Men de havde svært ved at fastholde færten, og gang på gang så vi haren løbe den ene vej og hundene løbe den anden vej.

En beagling tager normalt ca. 4 timer, og selvom man som tilskuer ikke løber nær så meget som hundene, så når man alligevel at traske over mange marker, kravle over mange hegn og grøfter, og man når en hel del gange at diskutere med den samme flok nysgerrige kvier om, hvem der først skal igennem gærdet. Og så kunne vi samtidig konstatere, at et par Ecco tracking-støvler er vandtætte i lige præcis 2 timer og ikke et sekund mere, så efter nogle timer vinkede vi trætte  kolde og meget, meget våde farvel til alle vores nye venner, da pack'et den sidste halve time havde været små hvide prikker i det fjerne på en pløjemark så langt væk, at vi ikke engang kunne høre dem mere. Og efter at have skubbet bilen ud af mudderet, forsøgte vi at skrabe det værste pløre af og skifte tøj og fodtøj på en parkeringsplads i den nærmeste by, så vi kunne være bekendt at falde ind på den lokale pub og få et tiltrængt måltid mad. Men det var en kæmpe oplevelse at være med til.

Vi har tidligere besøgt David Mannings kennel uden for jagtsæsonen, og havde set frem til at opleve hundene i deres rette element. Vi har i en tidligere artikel i Magasinet beskrevet hundenes udseende, og kunne kun bekræfte, at det er små og meget adrætte typer, der bruges til jagt. Det med de store, kraftige benstammer, som vi så tit hører om herhjemme, så vi ikke meget til på jagten. Tynde, men velvinklede ben, som ikke altid var parallelle, men som til gengæld let kunne forfølge en harefært langs bunden af en plovfure. Farverne var meget spraglede og lyse, og på denne årstid er det så absolut en fordel, da hundene så kan ses på lang afstand på den mørke baggrund. Men når det bliver snevejr, må de være svære at se!

"Jamen, hvor er hestene....?" har flere spurgt, når vi har vist billeder. Men hestene bruges altså kun til jagt med store langbenede hunde, som foxhounds og harriers, Siden 1700-tallet har beagling været til fods.